Guide

Strategisk planlægning fejler sjældent på papiret

Strategien er besluttet, men hverdagen er den samme. Det manglende led er en drejebog, der er enklere end planen, og en rytme, der holder den i live.

Næsten alle organisationer, jeg kommer i, har en strategi. De fleste har brugt mange timer og ikke så få penge på den.

Og alligevel er det samme sætning, jeg hører oftest: strategien er på plads, men hverdagen ser ud, som den altid har gjort.

Det er ikke, fordi strategien er forkert. Det er, fordi der ikke er noget, der oversætter den til, hvad folk rent faktisk laver på en tirsdag.

Hvad er strategisk planlægning?

Strategisk planlægning er arbejdet med at afgøre, hvor en organisation skal hen, og hvad der skal prioriteres for at komme derhen.

Den klassiske udgave har tre dele: en analyse af situationen, et valg af retning, og en plan for hvordan retningen omsættes til handling.

De to første dele bliver som regel lavet grundigt. Den tredje er der, det går galt, og den er svær af en bestemt grund: den kræver, at noget bliver fjernet.

En strategi, der kun lægger noget til, er ikke en strategi. Den er en ønskeseddel. Og den rammer en organisation, hvor kalenderen allerede er fyldt.

Hvem er strategisk planlægning egentlig for?

Først det lige svar: det er overvejende en ledelsesdisciplin. Det er ledelsen, der sætter retningen, og det er ledelsen, der har mandat til at fjerne noget, hvilket er den del, der afgør, om der overhovedet er plads til det nye.

Men min erfaring er, at de organisationer, der får mest ud af deres strategi, er dem, hvor planlægningen ikke kun kommer oppefra.

Når medarbejderne bliver involveret i, hvordan strategien skal omsættes, når de får ansvar for en del af den, og når nogen følger op på, om det sker, så flytter tre ting sig på én gang: produktiviteten, arbejdsglæden og resultaterne.

Det er ikke, fordi involvering i sig selv er en god ting. Det er, fordi de mennesker, der skal udføre arbejdet, er dem, der ved, hvad der konkret står i vejen. En strategi, der er lagt uden dem, indeholder antagelser om hverdagen, som ingen har efterprøvet. Og de antagelser er næsten altid for optimistiske, fordi den, der lægger planen, ikke selv sidder med driften.

Accountability er den del, der oftest mangler. Involvering uden ansvar bliver til en høringsrunde, og folk kan mærke forskellen. Ansvar uden opfølgning bliver til en god intention. Det er kombinationen af de to, der flytter noget, og det er samtidig den, der kræver mest af ledelsen, fordi den skal holdes ved lige.

Derfor når strategien sjældent ud i arbejdsugen

Jeg oplever jævnligt organisationer, hvor strategien ryger i skuffen, når seminaret er slut. Den bliver først taget frem igen, når det er tid til den årlige strategisnak. Så bliver den opdateret, alle nikker, og så ryger den tilbage i skuffen.

Det er ikke dovenskab. Det er, at der ikke er nogen anledning til at åbne den imellem de to møder. Fire ting går igen.

  1. Der er ikke taget noget af. De nye indsatser lægges oven i driften. Så bliver de det første, der ryger, når der er travlt, for driften har deadlines og strategien har ikke.
  2. Ingen kan se den samlede belastning. Hverken medarbejderne eller lederne kan se, hvor meget der allerede er sagt ja til. Derfor opdages det først, når noget ikke bliver leveret.
  3. Der er ingen rytme, der holder den i live. Det er skuffen. Et arbejdsmønster, der kun aktiveres en gang om året, er ikke et arbejdsmønster. Det er en begivenhed.
  4. Afstanden mellem niveauerne er for stor. Fra et strategisk mål til "hvad gør jeg på torsdag" er der som regel tre spring, og ingen har lavet dem.

Det manglende led er en drejebog

Mellem den færdige strategi og den ændrede hverdag mangler der som regel ét dokument. Ikke en strategi mere, og ikke en projektplan. En drejebog.

En drejebog er min form for handlingsplan, og det vigtigste ved den er, at den er enklere end den plan, de fleste ender med. Det lyder bagvendt. Det er det ikke.

De implementeringsplaner, jeg ser, er som regel grundige. De har spor, milepæle, ansvarlige, afhængigheder og et regneark. Og de bliver ikke brugt, fordi ingen kan holde dem ved lige ved siden af deres rigtige arbejde. En plan, der kræver vedligeholdelse, bliver opgivet i den første travle måned, og så er man tilbage ved, at strategien lever i et dokument, ingen åbner.

En drejebog kan rummes i hovedet, når man har læst den. Den svarer på tre ting:

  1. Hvad gør vi, og hvad gør vi så ikke længere? Fravalget skal stå i samme dokument som tilvalget. Ellers bliver det aldrig truffet.
  2. Hvornår sker det, og hvor ofte? Ikke en slutdato, men en kadence. Hvad sker der hver uge, hvad sker der hver måned, og hvad sker der en gang i kvartalet.
  3. Hvem gør det, og hvornår ved vi, om det virkede? Et navn og et succeskriterium, ikke en liste over involverede parter.

Er den længere end det, er den for lang til at overleve kontakt med en almindelig arbejdsuge.

Rytme er vigtigere end plan

Her er den del, der sjældent står i en strategi, og som afgør mere end selve indholdet.

En strategi lever eller dør på sin kadence. Ikke på hvor god analysen var, men på hvor ofte nogen kigger på den, og hvornår i ugen det sker.

Tre ting at afgøre:

  1. Rytmen. Hvor ofte skal der følges op? For de fleste indsatser er det månedligt, ikke kvartalsvis. Et kvartal er lang nok tid til, at noget kan stå stille, uden at nogen opdager det.
  2. Kadencen i det daglige. Hvis der ikke er afsat tid i ugen til det, der ikke haster, bliver det ikke lavet. Driften har deadlines, strategien har ikke, og i en fyldt kalender vinder deadlines hver gang. Det er dét, der bliver til driftstunnelsyn: man løber hurtigere og hurtigere, og udviklingen står stille.
  3. Timingen. Hvornår på ugen og hvornår på dagen ligger det strategiske arbejde? Lægger du det fredag eftermiddag, får du det, fredag eftermiddag kan levere. Det er sjældent organisationens bedste tænkning.

Det er her, arbejdsmønstre holder op med at være et blødt emne og bliver det, der afgør, om strategien bliver til noget. En organisation kan ikke eksekvere en strategi, der ikke er plads til i ugen. Og der bliver kun plads, hvis nogen har besluttet, hvornår den plads ligger, og hvad der til gengæld skal fjernes.

Det er ikke et planlægningsproblem

Næsten alle organisationer investerer i strategi, teknologi og processer. Meget få investerer systematisk i arbejdsmønstre, altså i selve måden, arbejdet bliver udført på. Og det er dér, strategien enten lever eller dør.

Du kan lægge nok så god en plan. Hvis kalenderen er fyldt med møder, hvis alle forventer svar inden for ti minutter, og hvis ingen har overblik over sine egne opgaver, bliver der ikke plads til noget nyt. Uanset hvor god strategien er.

Det svære er ikke at vide det

Alt det her kan læses på en eftermiddag. At en drejebog skal være enkel, at rytmen betyder mere end planen, og at der skal fjernes noget. Det er ikke svært at forstå.

Det svære er at få det til at ske i en ledergruppe, der mødes hver fjortende dag og har tolv andre ting på dagsordenen. Fire ting gør en forskel der, og den sidste er den vigtigste.

Tempo. I kan godt selv. I kan bare ikke lige så hurtigt, fordi I ikke kender faldgruberne. Jeg har set strategier gå i skuffen nok gange til at vide, hvilke greb der holder kvartal efter kvartal, og hvilke der kun lyder godt på et seminar.

Sparring undervejs. De svære spørgsmål kommer, når I begynder at fjerne noget. Hvad gør vi med det, vi lovede sidste år? Hvem siger det til afdelingen? Den slags er lettere at afgøre med en udefra, der ikke selv er part i sagen.

Accountability. En drejebog uden opfølgning er en strategi mere. Nogen skal spørge hver måned, om det skete, indtil rytmen kan stå selv. Det er den rolle, jeg oftest har.

At gøre metoden personlig. Best practice er ét. At få den til at passe til netop jeres ledergruppe, jeres driftsvilkår og den måde, I i forvejen mødes på, er noget andet, og det er det, der afgør, om det holder. I skal ikke tilpasse jer metoden. Metoden skal tilpasses jer. En model, I har måttet forvride jer selv for at følge, bliver droppet i det første travle kvartal.

Sådan kan I arbejde med det

Skal ledergruppen have en drejebog og en rytme, der holder, er drejebogsforløbet bygget til netop det. Over tolv måneder arbejder jeg et fælles arbejdsmønster ind i lederteamet, så strategi og udvikling ikke taber til driften hver gang. Drejebogen er det, I står med til sidst.

Er du rektor på et gymnasium, er fra plan til praksis et fortroligt sparringsforløb i en kreds af rektorkolleger. Det handler præcis om det her: at skabe plads i hverdagen til strategien, så driften ikke fylder det hele.

Skal ledelsen klædes på først, uden et længere forløb, ser jeg på det i et lederforløb.

Og skal hele afdelinger omsætte strategien til ændrede arbejdsmønstre, er teams- og afdelingsforløb formatet.

Vil I først se, hvor det strammer, kan organisationscheck være stedet at begynde.

Og synes du, det her var værd at læse, så hent guiden. Ti flaskehalse i arbejdsmønstret og en rutine til hver, på fjorten sider. Så får du samtidig mine tips i indbakken.

Skal strategien ud af skuffen?

Fortæl mig kort, hvor det går i stå, så foreslår jeg et format, der passer.

Skriv til mig