← Bloggen
Fyraften

Fyraftensrutinen

Sådan lukker du arbejdsdagen, så hjernen ikke bliver siddende ved skrivebordet til midnat.

24. sep. 2025 5 min.

Har du nogensinde overvejet, hvordan du kan afslutte din arbejdsdag på den bedst mulige måde? Her er nøglen: fyraftensrutinen.

I en fyraftensrutine løser du ikke opgaver. Du samler op på det, der er sket i løbet af dagen, og gør klar til i morgen. Du forbereder, organiserer og prioriterer alle opgaver.

I stedet for at kæmpe med opgaverne, lige indtil døren rammer dig på vej ud, hvorfor så ikke tage et øjeblik til at reflektere og planlægge i stedet?

Hvad du ikke behøver i din fyraftensrutine

  1. At knokle videre, indtil du er nødt til at forlade kontoret.
  2. At vente til i morgen for at få overblik over morgendagens opgaver.
  3. At fuldføre en opgave samme dag, som du startede den.
  4. At gøre det hver aften. (Men lad os være ærlige, det hjælper.)

Hvad du behøver

  1. At lave en aftale med dig selv om at gøre dette til en fast del af din rutine.
  2. Rytme. Gentagelser gør det lettere og mindsker behovet for viljestyrke.
  3. Timing. En fyraftensrutine sikrer, at du forbereder dig tidligt i processen.
  4. 10 til 15 minutter til at reflektere over dagen og klargøre dig til i morgen.

Ved at gentage din fyraftensrutine opbygger du momentum, som gør dig i stand til at gå på weekend med god samvittighed.

Lad os droppe myten om, at alt ikke kan planlægges. Lad os droppe tanken om, at vores hoveder er det bedste sted at opbevare opgavelisterne. Lad os også stoppe med at vente på, at andre ændrer deres rutiner, før vi kan blive mere produktive.

Så spørg dig selv: hvad ville det betyde for dig, hvis du kunne afslutte hver arbejdsdag med en effektiv fyraftensrutine?


En checkliste til at komme i gang

Du behøver ikke have alle punkterne med fra checklisten, når du laver din første fyraftensrutine. Det vigtigste er, at du begynder at bygge en rytme op, hvor du gradvist udvikler din fyraftensrutine.

Selv en dårlig fyraftensrutine er bedre end ingen rutine. Beslut dig før frokost, hvornår du skal holde din fyraftensrutine, så du kan nå at blive færdig med dine opgaver og ikke presser dig selv. Tænk over, hvad der skal minde dig om, at det er tid til en fyraftensrutine. Er det din alarm, er det din kalender eller noget helt tredje?

Den korte

5 til 15 minutter. Er det første gang, du laver en fyraftensrutine, så start her.

Tøm hovedet

Skriv en liste over opgaver og ting, du skal huske, som du endnu ikke har på din opgaveliste eller i din kalender. Det sikrer, at der ikke er noget, du har glemt, og hjælper med at frigøre din hjerne fra at bekymre sig om arbejdsopgaver i din fritid.

Ryd op på dit skrivebord

Flyt den brugte kaffekop og få styr på dine post-its. Et rent og organiseret arbejdsområde hjælper med at skabe en følelse af kontrol og orden. Brug de sidste minutter af din arbejdsdag på at rydde op og organisere dit skrivebord.

Få indbakken i nul

Sørg for, at du ikke har nogen ulæste e-mails i indbakken. E-mails med opgaver flyttes til opgavelisten. E-mails med vigtig information flyttes til arkivet eller undermapperne. E-mails, der ikke er relevante længere, slettes.

Gå dine møder, samtaler og noter igennem

Flyt opgaver fra dine mødenoter til din opgaveliste. Arkiver dine noter, så du kan finde dem igen. Det er specielt vigtigt, hvis du har brug for noterne i et kommende møde. Opdater systemer som CRM og projektlister, hvis der er informationer i dine noter, som kræver det.

Kig din kalender igennem et par dage frem

Orienter dig om, hvilke møder og deadlines der begynder at nærme sig, og kontrollér, at du er klar til dem. Hvis der er noget, du skal forberede, så tilføj det til din dagsliste eller ugeliste.

Planlæg din ugeliste for resten af ugen

Sørg for, at ugelisten stadig er realistisk. Opdater ugelisten ved at flytte det, som ikke skal laves i denne uge, ned til fremtidslisten, og ved at flytte opgaver fra fremtidslisten op til ugelisten.

Planlæg din dagsliste for næste dag

Inden du forlader arbejdspladsen, skal du tage dig tid til at planlægge, hvad du skal arbejde på den næste dag. Det hjælper dig med at starte dagen effektivt og undgå spildt tid om morgenen på at beslutte, hvad du skal gøre.

Prioritér opgaverne

Identificér de tre vigtigste opgaver for den kommende dag. Sørg for at tackle de mest kritiske opgaver først, når din energi og koncentration er på sit højdepunkt.

Den rutinerede

15 til 25 minutter.

Planlæg fordybelsestid og pauser for i morgen

De fleste kommer for sent i gang med at planlægge fordybelsestid og pauser. Det betyder, at kvaliteten i pauserne bliver dårligere, og at du måske ikke får skabt plads til fordybelse i morgen, fordi dagen går med ad hoc-opgaver.

Gennemgå listen med opgaver, du har klaret i dag

Du bruger det meste af dagen på at se på, hvad du mangler at lave. Derfor skal du afslutte dagen med at se på, hvad du fik lavet. Det giver en følelse af fremdrift og momentum.

Evaluér din dag

Hvad har du lært i dag? Tag dig tid til at reflektere over, hvad du har opnået i løbet af dagen. Når du dagligt reflekterer over, hvad du har lært, får du også mulighed for at gøre tingene på nye måder og lære af dine erfaringer, så du bliver mere produktiv over tid.

Hvad er du taknemmelig for

Det giver arbejdsglæde og har en overraskende virkning på din attitude og arbejdsmoral. Du bruger sikkert meget mere tid på at tænke på, hvad du ikke er tilfreds med ved arbejdsugen. Her får du muligheden for at gøre det modsatte.

Hvor langt er du med dine mål for ugen og måneden

Du bruger det meste af dagen på at tænke på de daglige opgaver. Det kan betale sig at løfte sig op i helikopteren og sikre, at du er på vej i den rigtige retning.

Hvad har du fået ros og anerkendelse for

Fejr dine succeser. Hvis du har en liste med alle de gode ting, som folk har anerkendt og rost dig for i tidernes løb, så er slutningen af dagen et godt tidspunkt at genbesøge den liste. Det vil give dig en masse motivation til næste dag.

Evaluér din fyraftensrutine

Bedøm dig selv på en skala fra 1 til 10, og identificér områder, hvor du kan forbedre dig. Hvor god var din fyraftensrutine?

Sig farvel til kollegerne

Når du forlader kontoret, er det en god idé at sige farvel til dine kolleger. Det skaber en følelse af samhørighed og afslutter dagen socialt.

Lav en mental afslutning

Tag et øjeblik til at lave en mental overgang fra arbejde til fritid. Det kan være et par minutter, hvor du kigger ud ad vinduet, en afslappende gåtur på vej hjem, eller blot nogle dybe vejrtrækninger, der slipper dagens indtryk.


Fyraftensrutinen giver dig den bedste overgang til det, du skal efter arbejdet, og gør dig klar til dagen i morgen. Ved at implementere forslagene fra checklisten kan du opnå en mere tilfredsstillende arbejdsdag og en bedre balance mellem arbejde og fritid.

Fyraftensrutinen er vigtig for at slutte dagen af på den bedst tænkelige måde og forberede dig til i morgen. Det handler om, at du kan positionere dig selv, så der er mindst mulig risiko for, at tingene kører af sporet, og så du kan udnytte flest muligheder den efterfølgende dag. Ikke at have en fyraftensrutine er som at skyde sig selv i foden, fordi du kommer til at betale prisen den efterfølgende dag.

Brug nogle af dine sidste øjeblikke på arbejdet på at planlægge og forberede, og du vil opleve, at det er meget lettere at koble fra, når du kommer hjem. Det giver dig også noget at se frem til og hjælper dig med at opretholde din arbejdsglæde. At afslutte din arbejdsdag på en struktureret måde vil have stor indflydelse på din produktivitet og din fritid.

God fornøjelse.

Vil du læse mere?

Find flere artikler om ledelse, strategi, innovation og måden vi arbejder på.

Til bloggen